ET GODT STED AT VÆRE – ET GODT STED AT LÆRE
Et forpligtigende fællesskab, ordentlighed, klare strukturer i undervisningen, samt grundighed er nøgleord.
På Tranegårdskolen lægger vi vægt på at kunne tilbyde et betydningsfuldt fællesskab og en tidssvarende undervisningen i alle fag, hvori innovation og teknologiforståelse indgår naturligt.
I udskolingen er der brug for tid og ro til faglig fordybelse, hvilket vi understøtter ved tydelig klasserumsledelse og løbende feedback. På Tranegårdskolen prioriterer vi, at de unge mennesker oplever kontinuitet i deres hverdag. Klassen udgør det primære fællesskab, men årgangen og den resterende del af udskolingen udgør også vigtige brikker i den hverdag, eleverne er en del af. Vi tror på, at de bedste og mest motiverende rammer for læring skabes ved, at de eleverne bliver mødt af genkendelighed, tydelige forventninger og engagerede undervisere gennem hele deres udskolingsforløb.
På Tranegårdskolen arbejder vi på at styrke elevernes selvstændighed. Det gør vi gennem en løbende dialog med de ældste elever. Elevernes meninger og holdninger inddrages og vægtes i skolens arbejde med at forbedre og udvikle udskolingen.
Undervisnings- og arbejdsformerne er varierede, og sammen med et stærkt fællesskab, en høj grad af trivsel og et godt samarbejde mellem hjem og skole, ønsker vi at skabe det bedst mulige afsæt for vores udskolingselever til deres videre færd i livet.
Tranegårdskolens udskoling prioriterer ture ud af huset, skolerejser, valgfag, fordybelsesuger samt en fastholdelse af skolens mange traditioner, herunder skolekomedie, morgensang, udskolingsfest, idrætsdag og meget andet. På Tranegårdskolen har vi ’Byens Hus’ som nabo, og derfor vil man som elev her på skolen ofte benytte huset og blive undervist på en udfordrende, kreativ og skabende måde i omgivelser, der inspirer til virkelyst og kreativitet. På Tranegårdskolen er vi en aktiv del lokalområdet. Vi samarbejder med lokale idrætsforeninger, kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner.
Vi vægter, at vores unge kan tage herfra som ansvarlige, kompetente mennesker med en sund kritisk sans og et globalt udsyn, rustet så godt som muligt til ungdoms- og voksenlivet såvel fagligt og studiemæssigt som personligt.
På Tranegårdskolen vil du i vores udskoling opleve, at fælleskab, faglighed og ordentlighed tilsammen danner fundamentet for hverdagen i udskoling, er retningsanvisende for samværet med hinanden og er pejlemærker for engagementet i det lokale og i det globale.
”Rammer og retningslinjer i en struktureret hverdag, en god arbejdsmoral, opøvelse af samarbejdsevner, stor faglighed og glæder ved at gøre sit bedste blev indarbejdet og prøvet af i udskolingen, og det har været utroligt godt for min videre uddannelse i gymnasiet.” – Elev 9. klasse
”Engagerede lærere med interesse for deres fag og evne til at lære fra sig har givet mig et stort fagligt og socialt overskud” – Elev 9. klasse
”Jeg kan altid gå lige i flæsket på substansen i min studier og mit job, fordi jeg fik et solidt fagligt fundament med mig, og fordi skolens kultur er kendetegnet ved en gensidighed af forventninger og respekt mellem lærere, elever og forældre” – Elev 9. klasse